PARTIER SIGER NEJ TIL ALTERNATIV MODEL OM KANDIDATUDDANNELSER

Regeringen giver sig ikke nok i forhandlingerne om en uddannelsesreform.

Det mener SF, Liberal Alliance og De Konservative, skriver DR.

Regeringen ønsker at forkorte op mod halvdelen af kandidatuddannelserne med et år.

Et notat fra forhandlingerne, som DR og Ritzau har set, viser, at der forhandles om en model, hvor 36 procent af uddannelserne omlægges. SF, LA og K har spillet ud med fem procent. Men kun som en forsøgsordning.

Sandra Elisabeth Skalvig, der er uddannelsesordfører for LA, konstaterer over for DR, at der er langt fra fem til 36 procent, mens De Konservatives uddannelsesordfører, Lise Bertelsen, siger:

- Det er et kæmpestort og farligt eksperiment at gøre 36 procent af vores kandidatuddannelser kortere. Vi er et videnssamfund, og at forkorte uddannelser på den her måde er fuldstændig hul i hovedet.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) bekræfter, at modellen om at ændre 36 procent af kandidatuddannelserne er et af de forslag, som der forhandles om. Til DR siger ministeren også, at hun ikke vil forhandle via medierne.

Egelund udtalte for to måneder siden, at hun ikke er ubetinget vild med forslaget om, at det kun er fem procent af pladserne på kandidatuddannelserne, som skal forkortes. Og heller ikke, at partierne vil starte med en forsøgsordning.

- Jeg kan se, at vi deler flere ambitioner, sagde ministeren.

- Men når det kommer til kortere kandidatuddannelser, som vi har foreslået fra regeringens side, tror jeg, at vi skal omlægge en større del, hvis vi skal komme i mål med det, som er sigtet med forslaget, tilføjede hun.

Regeringen fremlagde i begyndelsen af marts uddannelsesudspillet "Forberedt på fremtiden I".

Det omfatter blandt andet, at op imod halvdelen af kandidatuddannelserne skal forkortes. Men det er langt størstedelen af Folketingets partier imod.

/ritzau/

2023-06-09T05:31:44Z dg43tfdfdgfd