LANDSRET AFVISER AT LADE LARS FINDSEN VIDNE I SAMSAM-RETSSAG

Ahmed Samsam får ikke lov til at føre den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen som vidne, i den kommende sag som han har anlagt mod FE og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Det oplyser Erbil Kaya, som er advokat for Ahmed Samsam, til Berlingske.

Østre Landsret har skullet behandle spørgsmålet om, hvilke vidner der kan føres i den civile retssag, som begynder til august.

Landsretten er også kommet frem til, at Ahmed Samsam ikke må indkalde Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, som vidne.

Det sidste vidne, som landsretten ikke har tilladt, er en 63-årig mand, som tidligere har været ansat i PET.

- Vi har fået lov til at indkalde alle vores vidner, bortset fra tre. Deres tavshedspligt og hensynet til hemmeligholdelse er de gennemgående argumenter for, at vi ikke må føre de tre, siger Erbil Kaya til Berlingske.

Ifølge Berlingskes oplysninger var den 63-årige mand kildefører for Ahmed Samsam.

Det er ikke afklaret, om Ahmed Samsam eller efterretningstjenesterne vil forsøge at kære kendelsen til Højesteret, skriver Berlingske.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS). Han afsoner nu sin straf i et dansk fængsel.

Men ifølge Berlingske og DR var han agent for de danske efterretningstjenester.

Ahmed Samsam har anlagt et civilt søgsmål mod de danske efterretningstjenester, fordi han ønsker, at de skal anerkende, at han var agent for dem.

Østre Landsret behandler sagen som første instans. Det vil sige, at sagen ikke først skal forbi byretten.

Berlingske skriver, at nogle af de vidner, som landsretten har tilladt, er journalister og Ahmed Samsams advokat i Spanien og tidligere advokat i Danmark.

Erbil Kaya har også ønsket at indkalde tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) som vidne. Det er endnu ikke afklaret, om han får lov til at vidne ifølge Berlingske.

/ritzau/

2023-06-09T16:00:40Z dg43tfdfdgfd