MCCARTHY: SAMVITTIGHEDSLøST AF BIDEN AT TILTALE SIN RIVAL

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, udtrykker støtte til sin partifælle og tidligere præsident Donald Trump.

Det sker, efter at Trump på sit sociale medie, Truth Social, oplyser, at han er blevet tiltalt i forbindelse med en efterforskning af hans håndtering af tophemmelige dokumenter.

- I dag er i sandhed en sort dag for USA, skriver Kevin McCarthy på Twitter.

Ifølge Trump har præsident Joe Bidens administration informeret hans advokater om, at han er blevet tiltalt i sagen.

En handling, Kevin McCarthy beskriver som "samvittighedsløs".

- Det er samvittighedsløst af en præsident at tiltale den spidskandidat, der stiller op imod ham. Joe Biden opbevarede klassificerede dokumenter i årtier, skriver McCarthy uden at uddybe.

Donald Trump har for længe siden meddelt sit kandidatur i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget næste år.

Han har i meningsmålinger et solidt forspring over sine republikanske rivaler.

- Jeg og enhver anden amerikaner, som tror på retsstaten, står sammen med tidligere præsident Trump imod denne graverende uretfærdighed. Republikanerne i Repræsentanternes Hus vil holde denne uforskammede brug af magt som et våben ansvarlig, skriver Kevin McCarthy.

Trump skriver på Truth Social, at tiltalen "tilsyneladende" handler om håndtering af hemmelige dokumenter.

Ifølge The Guardian drejer tiltalen sig om, at Trump bevidst har opbevaret dokumenter om den nationale sikkerhed, hindring af rettergang og sammensværgelse.

Flere af Trumps rivaler i den republikanske nomineringskamp har også kommenteret tiltalen.

- Donald Trumps handlinger - fra hans tilsidesættelse af forfatningen til hans manglende respekt for retsstaten - bør ikke definere vores nation eller Det Republikanske Parti. Det er en trist dag for vores land, udtaler Asa Hutchinson, som er tidligere guvernør i Arkansas, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Imens siger Vivek Ramaswamy, som er tidligere bioteknologiinvestor og nuværende forfatter samt politisk kommentator:

- Det ville være meget nemmere for mig at vinde dette valg, hvis Trump ikke var med i kapløbet. Men jeg vælger altid principper over politikker. Derfor forpligtiger jeg mig til at benåde Trump med det samme den 20. januar 2025 og genoprette retsstaten i vores land.

Vinderen af det amerikanske præsidentvalg næste år vil blive taget i ed mandag den 20. januar 2025.

Også Florida-guvernør Ron DeSantis, som stiller op mod Donald Trump i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, kritiserer beslutningen om at tiltale den tidligere præsident.

- Politiseringen af den føderale retshåndhævelse repræsenterer en dødelig trussel mod det frie samfund, siger han ifølge The New York Times.

/ritzau/

2023-06-09T02:04:44Z dg43tfdfdgfd