USA-KENDER: HISTORISK TILTALE SVæKKER TRUMPS CHANCE FOR 2024-SEJR

Den nye tiltale af Donald Trump kan få vigtige vælgergrupper til at vælge ham fra, hvis han bliver republikanernes præsidentkandidat til valget i 2024.

Det vurderer Anders Agner Pedersen, som er USA-kender og chefredaktør på netmediet Kongressen.com.

- Han har brug for, at dem, der stemte på ham i 2020, gør det igen. Men han har også brug for at tiltrække nye vælgergrupper. Denne sag er med til at gøre, at det bliver meget svært for ham, siger han.

Natten til fredag dansk tid rejste føderale anklagere i USA tiltale mod den tidligere amerikanske præsident Donald Trump. Det er sket i forbindelse med efterforskningen af hans håndtering af hemmelige dokumenter.

Det skrev Trump selv på sit sociale medie, Truth Social. Hans advokat, Jim Trusty, har ligeledes bekræftet det.

Tiltalen er endnu ikke offentliggjort, og ifølge Reuters har Trump og hans folk ikke selv set dens eksakte ordlyd.

Tiltalen mod Trump betyder, at han nu er anklaget i to sager. Det er første gang i USA's historie, at en tidligere præsident er tiltalt i en straffesag.

- Det er en historisk sag. Og det er også den til dato mest alvorlige sag for Trump. Hvis han bliver kendt skyldig, kan han komme i fængsel, siger Anders Agner Pedersen.

På den korte bane vurderer Anders Agner Pedersen dog ikke, at tiltalen kommer til at svække den tidligere præsident.

- Han er allerede gået i gang med at politisere sagen ved at sige, at det er en heksejagt, og at han ikke har gjort noget. Det køber hans base. Det har de gjort med hans andre sager, og det vil de også gøre her, siger han.

Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, påpeger også, at en stor del af Trumps fortælling netop går på at være et offer.

Derfor kan den nye tiltale gøre ham mere populær på den korte bane, mener han.

- I et republikansk primærvalg er det ikke en belastning endnu. Det vil sikkert kun styrke hans kandidatur inden for det republikanske parti, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Han mener dog heller ikke, at tiltalen vil være positiv for den tidligere præsident på lang sigt.

I marts blev der rejst tiltale mod Donald Trump i en sag om tys-tys-penge, som den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels hævder at have fået få dage før valget i 2016.

I april nægtede Trump sig skyldig i 34 tilfælde af forfalskning af regnskabsmateriale i forbindelse med den sag.

Siden han blev tiltalt for første gang, er Trumps forspring til rivalerne i kampen om at blive den republikanske præsidentkandidat kun steget ifølge en meningsmåling fra Reuters/Ipsos.

/ritzau/

2023-06-09T09:34:54Z dg43tfdfdgfd