TRUMP SKAL MøDE I RETTEN I MIAMI På TIRSDAG

Tidligere præsident Donald Trump har fået besked af det amerikanske justitsministerium på at møde op ved en føderal domstol i Miami i Florida på tirsdag.

Det skriver Trump ifølge CNN på sit sociale medie, Truth Social, i forbindelse med, at han ifølge eget udsagn er blevet tiltalt i en sag om håndtering af tophemmelige dokumenter.

Trump skriver således, at han er blevet "indkaldt til at møde op ved den føderale domstol i Miami tirsdag klokken 15.00".

Det svarer til klokken 21.00 dansk tid.

Efterfølgende siger en af Trumps advokater, Jim Trusty, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Trump vil møde op på tirsdag.

Advokaten siger samtidig, at han forventer, at han og Trump vil modtage en kopi af tiltalen inden da.

Den 8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der ifølge Reuters fundet omtrent 13.000 dokumenter, hvoraf 100 var stemplet som klassificerede.

Når en amerikansk præsident forlader embedet, skal han ifølge loven overdrage alle dokumenter og e-mails til USA's nationale arkiv.

En føderal storjury har i over et år undersøgt Trumps håndtering af klassificerede dokumenter, efter at han forlod Det Hvide Hus i 2021.

En storjury - eller en anklagejury, som den også kaldes - er en større gruppe personer, der er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus i USA, Kevin McCarthy, kalder på Twitter dagen for tiltalen for en "sort dag for USA".

/ritzau/

2023-06-09T02:30:06Z dg43tfdfdgfd